Sætter miljøstandarden
Både bygninger, huse og det subtropiske badeland bliver forsynet med miljøvenlig varme fra et biogasanlæg, der er CO2 neutralt, og omkring 300 huse i nærområdet uden for Lübker Golf Resort er nu også tilsluttet. Desuden genanvendes alt vand til golfbanen.
PLEJES OG PASSES FOR FREMTIDEN
I tæt samarbejde med myndighederne, Danmarks Naturfredningsforening og den bedste ekspertise på området er der udarbejdet en plan, som i detaljer beskriver, hvorledes naturen i fremtiden plejes optimalt på hele resortet.
FUND AF SJÆLDNE ORKIDEER
Som en ekstra bonus har botanikere under feltarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af plejeplanen fundet ikke færre end fem sjældne orkidéarter i meget stort antal. Orkidéerne er fundet i ådalen, som løber gennem Lübker Golf Resort®, og understreger den unikke natur, der vil danne rammen om Lübker Golf Resort®. Orkidéerne er selvfølgelig fredet, så de i fremtiden kan nydes af alle gæster.
PADDER LEVER OGSÅ PÅ 1. KLASSE
Lübker Golf Resort® rummer 200 hektar af Djurslands smukkeste natur. Med nænsom hånd har vi de senere år udført en omhyggelig naturpleje, som har skabt et område med levevilkår i særklasse for både dyr og planter. En stor indsats for at oprense og udgrave vandhuller har givet væsentligt forbedrede livsbetingelser for tre truede paddearter, løgfrøen, den store vandsalamander og den spidssnudede frø. Ligeledes trives rådyr og mange andre vildtarter fint i området, hvor der er mange lysninger og områder med tæt skov.
EN TIDSREJSE UNDER JORDEN
Jættestuen og en tilhørende langdysse er de bedst bevarede fortidsminder på Lübker Golf Resort®. Jættestuen var oprindeligt indesluttet i en høj med en diameter på omkring 20 meter og en højde på 3 meter. Under arkæologernes udgravninger viste det sig, at tiden naturligt nok havde sat sine spor på stenkonstruktionen. Alligevel er det lykkes for Nationalmuseet at genopbygge jættestuen med enkelte nye dele og overdække den med en ny jordhøj, der beskytter mod vejr og vind. I dag fremstår jættestuen i oprindelig stand og giver således besøgende mulighed for at kigge 5.200 år tilbage i tiden.
Klik her for at læse om hele forløbet af restaureringen af Jættestuen