11. april 2021 – finalerunde

Lübker Championship by Thomsen Furniture

Lübker Golf Klub lægger endnu engang anlæg til en af de største amatørturneringer i Danmark i 2021. Det er efterhånden nogle år siden, der har været afholdt store turneringer på det fantastiske anlæg, og derfor glæder klubben og navnesponsoren sig ekstra meget til at afvikle Lübker Championship by Thomsen Furniture den 10. og 11. april 2021. 

Meget er på spil

Turneringen, som spilles over 54 huller, med cut efter de første 36 huller, bliver tællende på WAGR. Det forventes, at store dele af den danske elite vil besøge Lübker i det tidlige forår, da der bliver nok at spille om.

Ud over en samlet præmiesum på 24.000 kr. vil vinderen af turneringen modtage et wildcard til Jyske Bank Championship Ecco Tour den 9.–11. juni, som også finder sted på Lübkers mesterskabsbane.

Propositioner og pris inkl. prøvespil

Følgende propositioner er gældende:

  • HERRE A-RÆKKE, individuel slagspil fra scratch (uden tildelte slag).
  • Deltagerantal: 78 (handicap-begrænsning: 6,0 / ventelisteprincip: Laveste HCP)
  • Der spilles to indledende runder lørdag den 10. april, og de 40 bedst placerede spillere (inkl. lige scores) går videre til finalerunden søndag den 11. april.
  • Alle runder spilles på Lübker Sand & Sky Course fra SORT tee.
  • Ved delt førsteplads afgøres turneringen via omspil (sudden death). Resterende placeringer deles ved lige scores.

Pris pr. deltager 998,-

Prisen er inkl. prøvespil i UGE 14 og frokost lørdag den 10. april.

Navnesponsor Thomsen Furnuture

”Vi er utrolig stolte og glade over at kunne være med til at bringe elitegolfen tilbage til Lübker Golf Klub. Et så fantastisk anlæg skal da bruges til en eliteturnering, og da vi fik muligheden for at blive navnesponsor, så takkede vi ja med det samme. Da vi lige har ændret navn fra ACO Møbler til Thomsen Furniture, som et led i en branding proces, mener vi at turneringen på Lübker vil være den perfekte platform til at promovere dette navneskifte”, fortæller indehaver og direktør Brian Thomsen fra Thomsen Furniture, som er navnesponsor på årets turnering.

Tilmelding senest den 5. april via Golfbox. For yderlige information, kontakt da venligst Lübker Golf Klub:

Tel.: +45 38408050 | golf@lubker.com