Hilsen fra Morten Bartholin

Vi har i de sidste år oplevet en større og større aktivitet på træningsbanen. Dette har været en spændende udvikling at være en del af.

Det har dog også sat stort pres på min kalender, hvor flere har oplevet, at det i sæsonen har været svært at booke en tid. Vi har derfor søgt efter en trænerelev med opstart i 2024, og vi er rigtig glade for at byde velkommen til Asbjørn Nordentoft.

I Asbjørn har vi fået en profil, der vil kunne bidrage allerede fra starten af sin læreperiode. Asbjørn vil have nogle faste opgaver omkring junior- og begynderarbejdet i Lübker men vil også skulle bidrage i både Front Office og ved træning af gæster og medlemmer.

Tag godt imod Asbjørn – og hold øje med endnu flere spændende muligheder for træning i 2024.

Hilsen fra Asbjørn Nordentoft

Mit navn er Asbjørn Nordentoft, og jeg starter som PGA elev hos Lübker den 1. februar 2024.

Jeg er 23 år og bor i Århus sammen med min kæreste, som læser medicin.

Jeg har spillet golf i Randers Golf Klub siden gymnasiet. Jeg har dog også nydt at spille Lübker, hvor jeg har været medlem sideløbende. 

De seneste to år har jeg arbejdet for Randers Golf Klub som junior- og begyndertræner, hvor jeg har stået for at planlægge og afholde træning af grupperne. 

Jeg glæder mig til at starte som elev i Lübker og lære en masse om træning af golf samt driften af en klub. Jeg ser også frem til, at jeg igen skal på skolebænken og suge til mig af viden fra Morten, og ikke mindst til at blive en del af golfteamet i Lübker. Glæder mig selvfølgelig også til at hilse på jer alle ude i klubben.

Jeg vil være i klubben fra 1. februar, hvor jeg skal lære arbejdsgangen at kende, og i samarbejde med Morten planlægge min sæson 2024.